Performativ kritikverkstad i Köpenhamn

januari 04, 2017

I början av november anordnade Kritiklabbet i samarbete med Köpenhamns universitet och Författarskolan i Köpenhamn ett tvådagars seminarierum om Performativ kritik. Studenterna i POETIK och LITTERÆRT ANMELDERI på Universitet deltog tillsammans Författarskolans elever. Susanne Christensen, Kamilla Löfström och Magnus William-Olsson föreläste den första dagen och sedan fick studenterna i tolv grupper om fyra till fem personer i uppgift att ”respondera” performativt på tre verk: Olga Ravns diktsamling Den Hvide Rose, Rolf Sparre Johannessons diktsamling Begravelse samt Roxy Farhat och Zhala Rifats uppsättning av  Dimen Abdullas Självporträtt, en hypnotisk vaggvisa för Radio. Studenterna fick natten på sig att jobba, fem minuter var för redovisning och i övrigt fria händer.

 

En lång rad fantastiska bidrag framfördes och diskuterades. Perfomances, livechatts, filmer och remixer, alla kritiskt reflekterande sina föremål. Nedan länk till tre exempel. Det första är Anna Wolf Kristensen, Louise Høyer, Bendik Sandnes Vada og Sandra Møller Henriksens bidrag med titeln LitPod#1: Den hvide rose af Olga Ravn (2016), som presenteras som följer:

 

Vi har lavet en podcast som respons på Olga Ravs nye digtsamling Den hvide rose. Det er en blanding af beskrivelse og oplæsning fra bogen. Den er oploadet på en Soundcloudprofil, der er oprettet til lejligheden med tilhørende link til en af de hjemmesider, hvor digtsamlingen kan købes. PS: når vi siger ”2. udgave” mener vi selvfølgelig ”2. oplag».

 

Det andra är Jakob Nielsen, Nanna Schmidt Nordestgaard och Benedikte Sofie Martinussen som under titeln ”Sorgen sætter sig i sproget” skapat en kritisk respons till Rolf Sparre Johanssons Begravelse (2016):

 

‘Sorgen sætter sig i sproget’ er en kritik af værket ‘Begravelse’ ud fra en performativ tilgang. I arbejdet med den performative anmeldelse af Rolf Sparre Johanssons digt, Begravelse, har vi bevidst valgt at arbejde i lyd. Selve temaet ”at miste” i digtet gav en ærbødighed overfor værket. Vi ønskede at skabe et rum, hvor vi kunne undersøge Begravelse på samme måde som Begravelse skaber et rum til at fortælle om sorg. Vi har ladet den personlige identitet  træde tilbage til fordel for et anonymt lydunivers, og i stedet fokusere på at genskabe det sprog, der formidler sorgen. Derfor fandt vi det mest passende at skabe et lydværk. Digtet har en hakkende, stammende form, som vi har fortolket i et rum af lyd er skabt af optagelser af stemmer, som er forvredet, forstørrede og hakkende. Gennem behandling af lydoptagelserne kan vi hakke, stamme, tøve og gemme vores identiteter på samme måde som digterjeget hakker, stammer og tøver. Resultatet bliver mere en eksperimenteren med værkets univers, som vi forsøger at folde yderligere ud – dette måtte i nogen grad ske på bekostning af den traditionelle kritiske værdidom, som er trukket tilbage for at give plads til den æstetiske leg med værket.

 

Och ett tredje bidrag, från ”Crib Crew” som har tagit sig an Dimen Abdullas ”Självporträtt” (2016):

 

Hallo! This is CRIB CREW talking. This is a remix of Dimen Abdulla’s Självporträtt. A remix that express a collection of our impressions. We have tried to make sense out of this drama in a foreign language. We have made a sound track which in itself is a performance of the process and in the process. To be a part the process please activate the dark room feature. Welcome to our crib! This is our mix

 

 

Postad under: Verksamhetsflöde

Kommentera

E-postadressen publiceras inte. Obligatoriska fält är märkta *