Gult mørke af Guðrið Hansdóttir – En rejsefortælling

“Gult mørke” hedder den nye og sjette udgivelse af den færøske artist Guðrið Hansdóttir. Teksterne på albumet er skrevet af den færøske digter Lív Maria Róadóttir Jæger, der var indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris í 2021 med digtsamlingen, Eg skrivi á vátt pappír (2020)/Jeg skriver på vådt pappir (2021). Den unge færøske anmelder Dania O. Tausen skriver om sin oplevelse af udgivelsen: “Det var mere som at blive vugget i en favn, beroliget med ord. Lidt som at flyde i en vandpyt af følelser. At lukke øjnene og høre instrumenterne under vandet kilde i ørerne. Den fineste bevægelse der findes. Og jeg var glad, for jeg følte billederne indeni ved at lytte til ordene og lydene som bevægede sig ude i rummet og valgte at slå sig ned under huden på mig.”

[Læs den færøske original her:]

Gult myrkur – ein ferðafrásøgn eftir Daniu O. Tausen

”Det var T-shirt”, sagde Guðrið, efter hun havde spillet T-shirt til udgivelseskoncerten i Nordens Hus i Torshavn, og hele salen grinte. Der er noget over disse enkle hverdagstitler, som afspegler stemningen i hendes nyeste album, og der får folk til at smile. Lív Maria Róadóttir Jæger (nomineret til Nordisk Litteraturpris 2021 for hendes digtsamling ”Eg skrivi á vátt pappír” [”Jeg skriver på vådt]), er ordsmeden bag alle teksterne på pladen og skrev på udgivelsesdagen i sin Facebookopdatering: ”Teksterne handler om de tætteste (og sværeste) kærlighedsrelationer i skiftende lys, mørke og skygger – kærligheden til barnet, til den man lever sammen med, til forældren, til den man har mistet, til bagspejlet og til fremtiden.” Og ja, det ved hun nok bedst, men spørgsmålet er, om lytterne får samme oplevelse, når de gennem egne ører lytter til Lívs tekster sammen med Guðriðs musik.

Gult myrkur er Guðrið Hansdóttirs sjette albumudgivelse. Den kom med det skiftende vejr i april, hviskende ind i færøske ører efter fem år på Guðriðs todo-liste. Guðrið har nemlig født ikke mindre end to børn siden sin sidste plade, og dog har hun formået at producere denne lige over en halv time lange plade med ni sange: Á, Blátt myrkur, Hús, Træ, Appilsin, Barn, T-shirt, Gult myrkur og Ljós.

Arbejdsprocessen har været meget skiftende, har de to kunstnere, Lív og Guðrið, fortalt. Samarbejdet har været tæt og over lang tid, hvor Lív nogle gange skrev sangteksterne til optagelser af Guðriðs guitarspil, og Guðrið andre gange nynnede en melodi over et af Lívs digte, eller fortalte en personlig livshistorie, som Lív så skrev om til et digt, og Guðrið siden gav en melodi.

Dette samarbejde mellem komponist og ordsmed gør Gult myrkur til et meget interessant album at lytte til, for hvem er det der føler følelserne? Guðrið eller Lív? Hvad kom først? Sangen eller teksten? Det kan være svært ikke at tænke sådan, når man som lytter ved, at Lív skriver, og Guðrið synger. Nemt at forestille sig, hvordan teksterne havde lydt, hvis Lív læste dem op. Men digtene er ikke fra nogen af Lívs gamle digtsamlinger. Nej, de er gennem Guðrið udgivet som plade. Skabt om til popsangtekster, hvor der mellem linjerne bliver sunget ”he-hey” og nynnet melodier. Og det er for mig utroligt spændende at kigge nærmere på.

Jeg havde det med Gult myrkur, som jeg har haft det med de fleste af mine favoritalbums. Jeg var ikke solgt med det samme. Jeg var skeptisk – måske fordi jeg ikke havde hørt noget nyt fra Guðrið i nogle år og vidste hvordan hun ”plejer at lyde”. Måske fordi jeg er vant til at sætte musik i båse – og det faktisk var ret svært at placere de her sange. De var anderledes. Alvorlige men lyse. Enkle men komplekse. Poppede og dog.

Når jeg møder sådanne udgivelser, er det vigtigt for mig, at jeg respekterer musikken og artisten ved at tage mig tid til at lytte til den mindst en tiendedel så mange gange som artisten selv. Hvis han har brugt 30 timer på at producere en sang på 3 minutter, synes jeg, at det er på sin plads, at jeg lytter nysgerrigt mere end kun en enkelt gang, og sætter mig ind i, hvilke valg artisten har taget og hvorfor. Da bliver detalje efter detalje åbnet op for mig og jeg kan røre ved tilfredsstillelsen ved at komme om på den anden side af lytteprocessen og være i stand til at sige min egen mening om rejsen og helhedsoplevelsen. Derfor ser jeg det som en styrke, når jeg ikke fatter en plade eller en sang med det samme. For hvis jeg allerede danser til en sang ved første gennemlytning, ved jeg, at jeg kommer til at blive lige så hurtigt træt af den.

Gult myrkur er en rejse. Min rejse så sådan ud: 1. Jeg hørte de digitale singler, 2. Albummet på streaming, 3. CDen i bilen, 4. Udgivelseskoncerten i Nordens Hus, og til sidst 5. LP’en på pladespilleren derhjemme.

Blátt myrkur var den første single. Teksten var fangende fra første strofe: ”Skuggi, eyga og húð nú / eg ætlaði at siga tað sum tað var” (”Skygge, øje og hud nu / jeg havde tænkt mig at sige det som det var”) og gjorde, at jeg valgte at lytte igen og igen. Sådan var det også med de to andre singler Træ og Hús. Hver gang jeg lyttede blev jeg bevidst om et nyt ord eller sætning, som kunne ændre hele min opfattelse af indholdet. Og før jeg vidste det, havde jeg lyttet så mange gange, at jeg gik og nynnede sangene dag og nat. Produktionen, lydbilledet og arrangementerne blev mere og mere overbevisende og meningsfulde for mig. Jeg syntes at produktionen var lidt svær at sluge til at starte med. Men med at fordybe mig i stemningen, stilen og teksten begyndte jeg at forstå, at Guðrið har ønsket sig en enkel og nærværende produktion, hvor ordene skal høres tydeligt og lyde som om at de bliver sunget foran mig i stuen, hvor jeg sidder og lytter. Derfor er stemmen som oftest tør og langt fremme i lydbilledet, hvilket gør at koncertlyden ikke behøver at være særlig langt fra produktionslyden, selv om der ikke er sparet på luxuriøse arrangementer med strygere og elektroniske elementer i enkelte numre.

Det er Theodor Kapnas, der har stået for optagelserne i Studio Bloch i Tórshavn. Derefter har andre kendte færøske navne som Mikael Blak, Benjamin Petersen, Janus Rasmussen og Sakaris Emil Joensen også haft en finger med i spillet. Tróndur Bogason har lavet strygerarrangementerne.

Dagen kom, hvor CD’en blev sat på hylderne. Jeg hørte at CD’erne blev leveret i forkert format, som betød at Guðrið selv måtte til at skære og lime hylstrene fra hinanden og sammen igen, så det skal hun bare have ros for. Det er sådan noget, der kan ske. Men der stod den, CD’en. Et gult hylster med en cirkel af tynde linjer i forskellige farver. Mit førstehåndsindtryk var, at det mere lignede et tekno/elektropop album. Cirklen sendte mig tilbage til de mange timer, hvor jeg plejede at sidde og glo på Windows Media Player, imens jeg hørte musik på computeren. Ikke det første jeg ville sætte i forbindelse med Gult myrkur. Jeg havde måske forventet, at forsiden ville ligne bagsiden mere: gul med et flot sort/hvidt billede af Guðrið taget med et analogt kamera af Gwenael Akira Helmsdal. Rundt om billedet er en tynd ramme og navnene på alle sangene på hver side. Skrifttypen er elegant og et klassisk udtryk for designeren, Heiðrik á Heygum, som i stedet for at lege med nuancerne mellem lyd og mørke på en klassik folkemusikagtig måde (som jeg havde forventet) har valgt at lege med kontrasterne. Forsiden af hæftet med teksterne er gul og bagsiden sort. Teksten kunne efter min mening være lidt større og creditlisterne blevet læst igennem før de blev printet, men lad det fare. Jeg syntes det var interessant med dette visuelle udtryk, for hvad er gult mørke? Er det gult + mørke eller gult blandet med mørke? Er det abstrakt? Er det konkret? Hvilken farve har det egentlig? Det er i hvert fald et paradoks, fordi farver eksisterer ikke uden lys.

Heiðrikur har læst på lektien, for kontraster og ordsmeden er rigtigt gode venner, og kontraster er der mange af i sangteksterne. Lív er mester i at sætte det sammen, som overhovedet ikke hører sammen (men dog passer så godt sammen!). Hun skriver: ”natten er sol”, ”ordene æbler”, ”stenene bløde”.

Hylstret og teksterne har også denne 90’er/00’er stil til fælles, da hylstre som Regurgitator af Unit og In Between Dreams af Jack Johnson blev udgivet. Lív skriver: ”sekunderne blinkede da du filmede” og jeg ser for mig sekundtælleren på videokameraet blinke, personen på skærmen charmere sig og filme med øjnene. Ser sekunderne fryse og gemme øjeblikket i al evighed. Billederne kan nemt ses i flere lag og er mest af alt nostalgiske.

Jeg satte CD’en i afspilleren i bilen, mens jeg kørte. Den første sang Á begynder med cassettebåndstøj, klukken fra en å, fuglesang, børnegrin og stemmen af en mand, der siger ”syng en sang for mig”. Jeg fik våde øjne. Det må være Guðriðs fars stemme, tænkte jeg. Á er en sørgelig historie, fordi alle versene ender med ”og du sagde”, men vi får aldrig at vide, hvad der blev sagt. Jeg begyndte at forstå, at der absolut er blevet grublet over detaljerne. Men da jeg kom til den sidste sang Ljós, kunne jeg ikke lade være med at tænke, at Lív bruger ordene ”sky” og ”hud” i næsten hver sang. Det undrede mig, at hun ikke prøver at komme uden om disse gentagelser, men det gjorde mig samtidig også nysgerrig efter at kigge endnu nærmere på disse ord, som hun ser ud til at holde ret meget af.

Lív er mester i hverdagspoesi. Hun bruger låneord (diskussion, cliché) side om side med sammensatte ord (vingestøv og bogstavjord). Hun skriver ”møblar” og ikke ”møplar”, fordi det ikke er sådan, man udtaler det. Hun skriver færøske poptekster uden at sidde fast i typiske vendinger, og det er dét, som gør hende så god. Hun beskriver komplicerede følelser med klare og konkrete billeder af fingre, måner, øjne, skyer, sten og hud.

I Á er skyerne hud. I Blátt myrkur er skyggen øje og hud. I Hús er en time en dag er en måne er et år. I Træ er huden tynd som et blad. I Appilsin farer skyerne vild, jeg’et husker øjnene og blød hud mens du’et husker larm. I Barn er øjet lukket, du’et giver skyerne navne og rører dem med fingrene. I T-shirt er ordene æbler, og jeg’et husker dine øjne. I Gult myrkur lyser månen på dit ansigt.

Jeg kan godt lide, at ordet ”skýggj” (”sky”) bliver brugt så meget, for det er et af de mest sjuskede ord, vi har på færøsk. Det er rent fonetisk overhovedet ikke sangvenligt, men samtidig så sødt og uskyldigt et ord, som alle udlændinge elsker at udtale. [skʊdʒ]

Der var fuldt hus i Nordens Hus nogle dage senere. Folk med skarpe sanser sad klar til at opleve det gule mørke. Koncerter er for mig helt særlige oplevelser, for de gør at jeg kan få øjnene op for sange, som jeg aldrig havde fundet på at lytte til ellers. Der er meget, som skal spille sammen til sådan en koncert, og vi glemmer tit som publikum, hvor stor påvirkning lyd- og lysteknikkerne har på hele oplevelsen. Som regel siger man, at hvis du ikke tænker over, at de er til stede, så gør de et godt arbejde. (Jeg lagde dog mærke til dem denne aften, men til dels kun fordi jeg vidste, at jeg skulle skrive denne anmeldelse). Det var Theodor Kapnas og Villiam Soo Joensen, som stod bag pulten, og de var godt forberedte. Villiam legede med farverne i mørket: i Blátt myrkur blinkede det blåt, i Gult myrkur skinede det gult, og han varierede lysstyrken alt efter, om det var en blød eller hård sang. Theodor kendte, på samme måde, sangene og vidste hvornår korsangen skulle være våd eller tør. Lyden var generelt behagelig og høj, når den skulle være høj. Det er selvfølgelig lige så meget Guðriðs utroligt talentfulde band at takke for, at koncerten blev spillet så godt af: Guðrið Hansdóttir (sang, guitar), Mattias Kapnas (klaver, synth), Mikael Blak (bass, synth), Per Ingvaldur Højgaard Petersen (trommer), Heðin Ziska Davidsen (el-guitar) og Katrina Olsen (kor, saxofon). Dertil var der korsangere: vokalgruppen Kata og Guðriðs brødre: Fróði og Bjarki Hansen.

Foruden at spille hele albummet næsten i rækkefølge, spillede de også nogle gamle klassikkere. Morgun í mars og Pegasus af Guðrið, og Tú hevur tær dýrastu perlur og Hjartasorg med Byrta (Guðriðs andet band). Jeg forstår, hvorfor Guðrið føler sig nødt til at også spille disse sange, men efter min mening var det overhovedet ikke nødvendigt. Folk vidste, hvad de var kommet til. Eller måske der var nogen til stede, som ikke havde hørt Guðrið før – og da giver klassikerne altid noget ekstra, siden de er spillet så mange gange før, og publikum synger med. For mig havde de mere en pause-effekt end noget andet. Men imellem al den nye information, kan det dog godt være sundt med lidt luft, så det gjorde nok mere godt end noget andet alligevel i sidste ende.

De sange der fangede mig mest til koncerten, var uden tvivl dem, jeg ikke havde fået øjnene op for endnu, nemlig Ljós og Gult myrkur. Med Ljós var det muligvis på grund af Guðriðs forklaring inden sangen, hvor hun fortalte, at sangen handler om at huske på at være til stede og huske, at ordene man siger godt kan blive de sidste ord man siger, eller som andre hører. Klimprende på det lyddæmpede klaver sad Mattias og løftede sangen op på et eminent niveau. Tangenterne knirkede og fyldte hele rummet som et helt orkester. Jeg sad med åben mund og gåsehud.

Det er altid godt at komme der til, at du forstår, hvorfor et album har fået den titel, det har. Og hvorfor Guðrið har valgt at kalde sin 6. udgivelse Gult myrkur, forstod jeg, da hun spillede den sang i Nordens Hus. Gult myrkur er den næstsidste sang på pladen, og jeg var ikke helt overbevidst endnu. Teksten har en dybde, som kræver mere end en læsning eller lytning.

Første gang jeg hørte sangen, hørte jeg intet efter det første vers, for jeg blev ved med at tænke på ”stederne med våde navne”. For hvordan i alverden lyder det?

Næste gang jeg lyttede, hørte jeg ”der er en bog om lys indeni / og mine hænder der bladrer og bladrer”, og så fik jeg ikke tænkt på andet resten af dagen.

Tredje gang så jeg for mig ”telefonen som lyser på dit ansigt indeni / og aftenen, byen, filter”.

Fjerde gang ”det er ord som ligner marker indeni / på åben bogstavjord”.

Femte gang ”det er månen som lyser på dit ansigt indeni / og ingen oxygen at ånde”.

Og sjette gang sad jeg i Nordens Hus, da de vampede og gentog ordene: ”det er vingestøv og sandhed indeni / den fineste bevægelse der findes”, og jeg kunne have sagt, at det var som at endelig sige ”Åh!” efter at have spurgt ”Hvad?” tusind gange. Men det var anderledes. Det var ikke som at finde svaret på regnestykket. Det var mere som at blive vugget i en favn, beroliget med ord. Lidt som at flyde i en vandpyt af følelser. At lukke øjnene og høre instrumenterne under vandet kilde i ørerne. Den fineste bevægelse der findes. Og jeg var glad, for jeg følte billederne indeni ved at lytte til ordene og lydene som bevægede sig ude i rummet og valgte at slå sig ned under huden på mig.

Guðrið snakkede generelt ikke så meget mellem sangene, men hun forklarede kort, hvilken betydning nogle af sangene har for hende. Hun er måske en kvinde af få ord, men når hun begyndte at synge, kunne du se langvejs fra, at hun virkelig nød at synge disse nye sange. Der var stor kærlighed imellem hende og publikum, hvis man skal måle med klumper i halsen eller tårer i øjnene. Ikke mindst, da hun fortalte, at Hús er dedikeret til hendes far, der gik bort sidste år.

Efter koncerten blev det også bekræftet, at musikken havde påvirket hele salen, for næsten alle CD’erne blev udsolgt i forhallen, hvor Guðrið stod og signerede. Hun har, ikke at glemme, en stor fanbase på Færøerne og en lang musikhistorie. Nogle dage senere kom LP’en til landet, og siden da har Gult myrkur været til pynt i min lejlighed og en temasang i min dagligdag.

Dania O. Tausen

[oversat af anmelderen]

Anmeldelsen er blevet til i et anmelderværksted i Nordens hus på Færøerne. Paula Gaard, ph.d. i litteraturkritik, står for værkstedet, hvor otte anmeldere mødes en lørdag om måneden for at diskutere litteratur og anmeldelsen som genre og producere egne litteraturanmeldelser, som de sammen redigerer i et diskussionsforum.

Läs mer om anmälaren HÄR